Mød en GF1’er fra Campus Faaborg

Marcus, elev på GF1 TECH – Byg & El, Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier afd. Campus Faaborg

*

Til arrangementet ’Mød din kommende mester’ havde vi på Fynsfremtid.dk fornøjelsen af at møde en af de nye GF1 TECH – Byg og El elever på Campus Faaborg, Marcus. Han indvilgede i at svare på nogle spørgsmål om eventet og det at starte på GF1 i Faaborg. Nedenfor er der udplukket en del af interviewet.

’Mød din kommende mester’

Hvad tænker du om arrangementet?

Jeg synes, det er dejligt, at der kommer nogen og tilbyder, at de kommer til Faaborg her, hvor vi er, for at fortælle om muligheden for at få en praktikplads eller læreplads, hvis man ikke har fundet noget endnu. Jeg har selv snakket med ham nede fra Eldan om mulig praktik, men har ikke fået lukket aftalen endnu, så han sagde bare, jeg skulle tage fat i ham i dag. Det synes jeg er rigtig fedt.

Hvad med din anden uges praktik, har du fundet ud af, hvad du vil der?

Jeg har ikke fundet noget til min anden uge endnu, så jeg håbede lidt, at hvis der var en virksomhed her, der lige faldt mig ind, så ville jeg spørge ad.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om, hvad du vil bruge dine praktikuge på?

Det er rigtig fedt at have praktikuger til at blive mere afklaret om, hvad man skal vælge. Jeg kunne endda godt have brugt en uge mere. Da jeg startede på uddannelsen, tænkte jeg ligesom 70-80% af alle dem, der tager den her uddannelse, at jeg gerne ville være tømrer. Nu overvejer jeg lidt at blive industritekniker, hvilket jeg skal i min første praktikuge. Det er også derfor, jeg ikke har valgt at finde en anden praktik uge endnu, for hvis nu jeg bliver glad for det dernede, så kan det være, jeg kan komme derned igen i anden praktikuge også. Ellers tænker jeg tømrer, men jeg er stadig i tvivl.

Hvad håber du på at få ud af arrangementet i dag?

Jeg håber, jeg får min praktikplads med fra i dag [siger han med et smil]. Så er det også fedt at møde de elever, man måske skal på GF2 med næste år fra Svendborg og lige få snakket lidt med dem og få sat ansigt på dem, og så håber jeg det bliver en hyggelig dag for os alle sammen.

GF1 TECH – Byg & El på Campus Faaborg

Du har jo valgt at tage uddannelsen på Campus Faaborg, hvordan kan det være?

Jeg har valgt det, fordi det er tæt på, og fordi jeg simpelthen ikke gider mere røv til sæde arbejde. Det er en kæmpe lettelse, at man ikke skal op og tage en bus hver morgen, der tager 1,5 time hver vej. Så det har jo sikkert hjulpet til, at det er det, jeg gerne vil, at der er kommet det forløb her i Faaborg.

Har det haft nogen betydning for dig, at uddannelsen var en del af et Campus-fællesskab?

Det er mega fedt, at der er noget, man kan tage til, nu hvor de venner, man havde i folkeskolen ligesom er spredt ud, så der ikke er så mange fester og alt det der mere, at der så kommer lidt et nyt fællesskab her, hvor du kan tage til fester og fredagscafeer.

Hvad håber du på, det giver dig at være en del af Campus Faaborg?

Et godt fællesskab det næste halve år og nogen man kan gå tilbage til – hvis man har brug for hjælp til noget.

Er du elev, der søger læreplads kan du her på siden finde virksomheder, der tilbyder dette. Derudover kan du finde mere information om, hvad det kræver at komme i lære. Læs mere her

Er du virksomhed, der tilbyder læreplads og gerne vil være en del af fynsfremtid.dk, så tøv ikke med at kontakt os her.