Mød din kommende mester

På Campus Faaborg blev kantinen på Faaborg Gymnasium i går ryddet til, at 17 lokale virksomheder hver kunne få en stand til dette års ”Mød din kommende mester” arrangement. Udover deltagelse fra virksomhederne, rullede en bus fyldt med GF1 elever fra Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier ind på parkeringspladsen, så de sammen med GF1 eleverne fra deres nye GF1 TECH – Byg og El på Campus Faaborg kunne deltage i arrangementet.

Bag arrangementet stod Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier, Faaborg-Midtfyns Erhvervsråd & Faaborg-Midtfyns Virksomhedspanel. Ønsket var at lade GF1 elever med bopæl i Faaborg og omegn møde lokale virksomheder, så eleverne kan komme i lære og praktik lokalt og slippe for lange transporttider og på den måde også støtte op om det lokale erhvervslivs efterspørgsel på arbejdskraft.

Kantinen summede af snak fra elever og virksomheder, der præsenterede sig for hinanden og gav anledning til nysgerrige spørgsmål frem og tilbage. De fleste virksomheder var repræsenteret af både mester og lærling, så eleverne fik mulighed for at få et perspektiv på det at være i lære hos virksomheden fra begge parter.

Det lykkedes os hos Fynsfremtid.dk at få et par ord med fra virksomheden Eldan Recycling, hvor mester Dan og Lærling Peder var repræsenteret

De var glade for, at der blev afholdt sådan et arrangement, da de er meget interesseret i at finde lokale elever til deres lærepladser.

Det er en god måde at møde eleverne på uden, at man er nødt til at tage ud til hver enkelt skole, så får man i stedet samlet alle GF1 eleverne fra Faaborg og omegn på et sted.

Eldan Recycling oplever, ligesom mange andre virksomheder, at det bliver svære og svære at finde elever til deres lærepladser. De oplever også, at trods deres store størrelse internationalt, så er der få, der kender til dem i Danmark. Derfor sætter de pris på, at der bliver gjort mere for at gøre elever opmærksomme på de lokale virksomheder, der er og hvilken type arbejdskraft, de har brug for.

Efter arrangementet har Eldan Recycling lavet aftaler med to elever om en uges praktikplads.

En af de unge, der har lavet en sådan aftale er Marcus fra GF1 TECH – Byg og El på Campus Faaborg. Han er rigtig glad for, at de på GF1 har det, der hedder virksomhedsforlagt undervisning, hvor de i 2×1 uge skal i praktik hos virksomheder. Det vil han nemlig bruge til at blive mere afklaret om, hvilken branche han vil søge læreplads indenfor. Da han søgte uddannelsen, var det med tanke på at gå vejen som tømrer, men inspirerende undervisning og en øget opmærksomhed på den store efterspørgsel på industritekniker i sit lokalsamfund, har fået ham til at overveje netop at gå den vej i stedet. Derfor er han glad for at kunne bruge arrangementet ”Mød din kommende mester” på at indgå en aftale med en virksomhed, der ønsker industriteknikere såsom Eldan Recycling.

Du kan læse mere om Marcus og hans valg om at starte på GF1 TECH – Byg og El i et portræt af ham her.

Er du interesseret i at få mere viden om Maskinfabrik virksomheden Eldan Recycling, kan du læse om dem her.