Årets andet lærlingeevent 2023
Så blev andet lærlingeevent for i år afholdt. Igen mødte nysgerrige elever op fra 8. 9. og 10. klasse samt FGU denne gang på Eldan Recycling i Faaborg.
Som på Jeros i sidste uge, kunne eleverne møde 11 erhvervsbrancher og uddannelser, som alle er en del af den sydfynske lærepladsgaranti, som de sydfynske erhvervsuddannelser sammen med de fire sydfynske kommuner er gået sammen om. Der var goodiebags og pølser fra et lokalt slagteri samt rig mulighed for at bliver klogere på de forskellige erhvervsuddannelser både fra mestre, lærlinge og uddannelsesinstitutioner.
En af deltagerne på årets lærlingeevent var Campus10-eleven Silke. Hun besluttede sig for at tage sagen i egen hånd for at finde ud af, hvilken uddannelse hun skal vælge, når hun er færdig med 10. klasse. Derfor fik hun hjælp af sin UU-vejleder til at finde praktik, og da det viste sig ikke at være noget for hende, valgte hun selv at søge praktik som smed. Hun fik endda sin kæreste, der er i lære, til at lære hende at svejse. Hun endte med at komme i praktik ved Eldan Recycling, som hun er rigtig glad for. Til eventet stod hun da også ved Eldan Recyclings smedestand og fortalte andre unge interesserede om, hvordan det var at være i smedepraktik.
Vi håber de to events har været med til at give alle de deltagende en større viden og indsigt i, hvad det vil sige at uddanne sig indenfor de repræsenterede erhvervsbrancher.
Vi glæder os allerede til næste år!